Proteinboller med kikærter

1 bolle indeholder 9,3 gram protein og dækker minimum 40% af dit Omega-3 behov. Derudover dækkes 60% af behovet for Mangan og Selen, samt 30% af behovet for Jern, Kobber og Magnesium.

Disse lækre, bløde og saftige proteinboller passer perfekt som en snack eller på madpakken...

Selvom der er kikærter i, så smages det ikke - i hvert fald ikke hvis du spørger min datter, som hader kikærter, for de her boller er bare sagen syntes hun ;)

Du skal bruge:  ~ Der bliver 9 boller
250g Hvedemel
240g Kikærter (kogte eller fra dåse)
150g Fuldkorns hvedemel
25g Gær
2,5dl Vand (lunet til ca. 35grader)

4spsk Hampefrø
4spsk Sesamfrø
2spsk Olie
1tsk salt

Drys på bollerne:
1spsk Hampefrø
1spsk Sesamfrø
evt. lidt groft salt


Fremgangsmåde:
Blend kikærterne med 1dl vand, til du har en kikærtemos.

I en skål blander du olien og de resterende 1,5dl vand sammen med salt og gær. Når gæren er opløst, blandes kikærtemosen med væsken og derefter tilsættes begge typer mel, samt frø. Bland dejen godt, evt med en grydeske, da den er for våd til at ælte med hænderne - den skal være meget klistret, så tilføj ikke mere mel end der står i opskriften, selvom man har meget lyst til at gøre det ;)

Stil dejen til hævning et lunt sted til den er fordoblet i størrelsen, hvilket tager ca. 1 time.


Når dejen er har hævet, fugter du dine hænder og former 9 mellemstore boller, som dysses med hampe og sesamfrø. Nu skal de efterhæve, mens ovnen varmes op til 220 grader.

Bages midt i ovnen i ca. 15 minutter og køles af på en bagerist.


Velbekomme!

Grovkiks/knækbrød

Disse lækre grovkiks er utrolig nemme at lave og man behøver ikke engang at få snaskede fingre ;)

De er gode at have med, hvis man mangler en mættende snack sidst på dagen... Eller... Ja, bare en lille lækker snack! 

Og ungerne elsker at have dem med i madpakken som 10'er mad, til deres formiddags-frikvarter.


Du skal bruge:
2½dl Vand
2dl Hvedemel
1dl Grahamsmel
1dl Græskarkerner
1dl Sesamfrø
1dl Solsikkekerner
1dl Havregryn
½dl Chaifrø
½dl Hørfrø
½dl Olie - kan erstattes med vand
2tsk Salt
2tsk Bagepulver

Alle de tørre ingredienser blandes godt sammen i en skål, hvorefter vand og olie tilsættes. Når massen er blandet godt sammen, rulles dejen ud mellem 2 stykker bagepapir. Du opnår det bedste resultat hvis dejen er ca. 3 milimeter høj. - Skær stykkerne ud før dejen bages, hvis du vil have kiks eller knækbrød, som ikke bare brækkes af den sprødbagte knækbrødsplade :)

Bages ved 200grader (varmluft) i 12-15 minutter.

Om du laver Grovkiks eller knækbrød er op til dig, men uanset hvad, så passer de rigtig fint som en lille snack i madkassen eller som et eftermiddagsmåltid, hvor de serveres til et stykke frugt....


Velbekomme!

Ungernes Grovboller

Disse boller indeholder 8,2 gram protein og dækker 100% af dit behov for Magnesium, samt 80% af behovet for Mangan og 60% af dit Omega-3 behov.

Disse boller kan ikke kaldes andet end "Ungernes Grovboller" og det kan de ikke, da det er ungerne der har lavet dem - helt selv!

Sønnen syntes det var synd, at jeg kom sent hjem fra job og skulle direkte hjem og lave mad, så han havde fået lillesøster med på idéen om at overraske mig... Og overrasket dét blev jeg i den grad ;)

De havde ændret lidt på opskriften på de boller jeg plejer at lave, men resultatet blev nogle fantastisk lækre, mættende grove boller, som jeg måtte love kom på hjemmesiden, så her er de :D
 

Du skal bruge:  ~ Giver ca. 16 boller
1pk Gær
500g Fuldkornshvedemel
6½dl Vand
200g Knækkede hvedekerner
100g Havregryn
50g Solsikkefrø
50g Hørfrø
50g Hirseflager
1tsk Sukker
1tsk Salt

Ønsker du et øget proteinindhold, kan du med fordel tilsætte 50gram chiafrø til dejen - gøres dette, får du 8,7 gram protein pr. bolle og som bonus dækkes 100% af dit Omega-3 behov.

Som det første vejes de knækkede hvedekerner, solsikkefrø og hørfrø af og puttes i en lille gryde sammen med 2½dl vand. Blandingen skal koges i 2-3 minutter, så kernerne bliver bløde og saftige, men stadig har et lækkert bid. - evt. overskydende vand hældes fra.

Mens kerner og frø køler lidt af, blandes gæren med resten af vandet, samt sukker og salt.
Når gæren er opløst, blandes havregryn og hirseflager i og der røres til massen er ensartet, hvorefter den let afkølede kerne-frøblanding tilsættes og der igen røres til massen er ensartet. Herefter røres fuldkornsmelet i og jo, dejen skal være meget våd og klistret, så lad endelig være med at tilsætte ekstra mel!

Når dejen er rørt sammen skal den hæve et lunt sted i 30minutter. Jeg plejer at dække skålen til med et rent viskestykke, så undgår du at dejen danner en tør og kedelig skorpe.

Når dejen har hævet, tændes ovnen på 200grader - Jeg bruger varmluft.
Bagepladerne klargøres med bagepapir og brug en stor grydeske - eller hvad du nu har - til at tage dejklatter direkte fra skålen og form dem til boller brug gerne skeen), som lægges på bagepladen - Jeg har normalt 9 boller pr plade.

Når ovnen er varm, sættes bollerne ind og bages i ca. 12-14 minutter.

De smager super godt, mætter og er lækre i flere dage! De fungerer rigtig godt som madpakke-brød, samt som tilbehør til suppe :)



Velbekomme!

Kerneboller

1 bolle dækker minimum 20% af dit E-vitamin og 50% af dit Omega-3 behov, samt indeholder 7,3g protein.

Opskriften giver ca. 20 boller

Du skal bruge:
1pk Gær
550g Hvedemel
6½dl Vand
200g Knækkede hvedekerner
100g Solsikkefrø
100g Havregryn
50g Hørfrø
50g Hirseflager
1tsk Sukker
1tsk Salt




Som det første vejes de knækkede hvedekerner, solsikkefrø og hørfrø af og puttes i en lille gryde sammen med 2½dl vand. Blandingen skal koges i 2-3 minutter, så kernerne bliver bløde og saftige, men stadig har et lækkert bid. - evt. overskydende vand hældes fra.

Mens kerner og frø køler lidt af, blandes gæren med resten af vandet, samt sukker og salt.
Når gæren er opløst, blandes havregryn og hirseflager i og der røres til massen er ensartet, hvorefter den let afkølede kerne-frøblanding tilsættes og der igen røres til massen er ensartet. Herefter røres melet i og jo, dejen skal være meget våd og klistret, så lad endelig være med at tilsætte ekstra mel!

Når dejen er rørt sammen skal den hæve et lunt sted i 30minutter, eller til den er dobbelt størrelse. Jeg plejer at dække skålen til med et rent viskestykke, så undgår du at dejen danner en tør og kedelig skorpe.

Når dejen har hævet, tændes ovnen på 200grader - Jeg bruger varmluft.
Bagepladerne klargøres med bagepapir og jeg gør altid en lille skål med vand klar, for hænderne skal helst være lidt våde, ellers klister dejen bare fast til hænderne og det er umuligt at forme dejen til boller. Så gør hænderne våde og tag dejklatter direkte fra skålen og form dem til boller, som lægges på bagepladen - Jeg har normalt 10 boller pr plade.

Når ovnen er varm, sættes bollerne ind og bages i ca. 15 minutter.

De smager allerbedst nybagte, men hvilke hjemmebag gør ikke det?
De er dog også super lækre i flere dage, hvis du pakker dem i poser mens de stadig er lune og fungere rigtig godt i madpakken :)

Kan fint fryses - pak dem i poser mens de er lune, så bliver de ikke tørre af turen i fryseren.



Velbekomme!
 

Hurtige Wraps

Disse wraps er hurtige, lækre og dejlig mættende.

Ønskes en fuldkornswrap, så bytter du bare 150g mel ud med grahamsmel ;)

Du skal bruge:  ~ Giver 10stk.
400gram hvedemel

100gram flydende AMA (steg og bage)
2tsk bagepulver
1tsk salt
1dl lunken vand



Bland mel, salt og bagepulver sammen. Tilsæt derefter margarinen og rør godt igennem, så det ligner lidt revet ost. Derefter tilsætter du vandet og ælter det hurtigt sammen med hænderne.

Dejen deles i ca. 10 stykker og rulles til små kugler, hvorefter dejkuglerne skal hvile i 10minutter før de rulles meget, meget tyndt ud - De må gerne rulles så tyndt ud, at de næsten kan se igennem dejen når du løfter den fra bordet.

Steg brødende enkeltvis, på en meget varm pande i ca. 1 minut på hver side - bagetiden afhængiger lidt af hvor tykke dine brød er, men når de får lidt luftbobler og bruner på den ene side, er det tid til at vende dem ;)


Brug dem som wraps med fyld eller f.eks. på madpakken, smurt med Butterbean spread med persille og fyldt med rød peber ;)



Velbekomme!  - Billede kommer snarest!