Spaghetti Carbonara

Min datter er helt vild med Spaghetti Carbonara...

Faktisk er det hendes favorit og derfor har jeg gået med tanken om, hvad der kunne erstatte ægge-sovsen. Det bedste alternativ jeg er stødt på, er silketofu. Jeg har haft overvejet chasew-creme, men min datter er ikke så glad for den let grynede konsistens, så det var udelukket på forhånd.

Tidligere på ugen var vi alene hjemme, min datter og jeg, hvilket ikke sker ret tit, så jeg tænkte, at nu skulle det altså være og resultatet blev ret lækkert og godkendt af tøsen :)


Du skal bruge:
 ~ til 3-4 personer.

Til sovsen:
2pk Silketofu
4spsk Gærflager (jeg bruger dem fra Naturdrogeriet)
1spsk Kød-Grill krydderi (knorr's)
2tsk Hvidløgspulver
1tsk Løgpulver
3-4knsp Gurkemeje
3-4knsp Røget paprika
Salt og peber

Til "bacon":
250g Champignon (renset vægt)
3-4spsk Soyasovs*
½-1tsk Liquid smoke
3-4knsp Røget paprika
Salt

500g Spaghetti*

*For Glutenfri version kan du bruge Tamari og glutenfri spaghetti/pasta


Fremgangsmåde
Dræn silketofuen og hæld det i en skål, hvorefter det skal røres godt sammen til en ensartet masse. Resten af ingredienserne til sovsen blandes sammen og det hele hældes i en gryde, hvor det skal stå og trække lidt.

Imens tofuen trækker, renses champignon og skæres i tynde skiver. Herefter sættes vandet til spaghettien over og koge, hvorefter svampende skal steges på en pande (uden fedtstof). Når svampene er blevet let gyldne, tilsættes soyasovs, samt liquid smoke og røget paprika, hvorefter de skal stege til al væden er absorberet. Lad svampene være på panden, til de skal bruges - evt. dæk panden med et låg, så de holder sig varme.

Spaghettien koges al dente, efter anvisning på pakken. Imens spaghettien koger, opvarmes tofusovsen og koges igennem et par minutter.

Dræn spaghettien, når den er færdigkogt, og hæld den tilbage i gryden. Sovsen hældes over spaghettien og du kan nu vælge at drysse med svampen hen over spaghettien, når den er anrettet, eller blande svampene i retten før servering.


Velbekomme!

Vegansk Spaghetti Bolognese

Denne Bolognese smager fantastisk og blev faktisk fremtryllet ved en tilfældighed!

Jeg stod og legede med tofu, som skulle bruges til en hurtig pastaret, da ungerne var sultne og maden skulle hurtigt på bordet.... Så snart jeg smagte på den hakkede Tofu fik jeg de vildeste associationer til hakket oksekød, millionbøf og spaghetti bolognese.... 

Med Hakket Tofu som udgangspunkt, fik jeg meget hurtigt fremtryllet denne fabelagtige Bolognese!

Ja den er faktisk så fabelagtig og fantastisk, at selv min ellers ret kritiske og kødelskende mand blev overrasket over smagen, da den minder utrolig meget om "the real thing"... Og som bonus er den utrolig nem at lave, så dette er en god begynder ret, hvis man er ny i det lækre veganske køkken :)


Du skal bruge:  ~ Nok til 2-3 personer.
200g Tofu (jeg bruger aldi's)
1ds Hakket tomat med basilikum
1 Løg
1 Porre
2 Gulerødder
2spsk Chiliolie (fra oliemarinerede hvidløg)
1-2spsk Soyasovs*
1spsk Kød-Grill krydderi (knorr)
evt. 200g Champignon
evt. Peber

*Brug Tamari for Glutenfri version.


Start med at smuldre tofu i en skål og tilføj chiliolie, soyasovs og kød-grill krydderiet. Rør godt rundt og lad tofuen trække imens du klargøre grøntsagerne.

Rens porre og gulerødder, samt evt svampe.
Snit løg og porre fint, samt skær gulerødder ud i små tern eller riv dem fint. Hvis du bruger svampe, skæres de bare ud i 4-8 dele - alt efter størrelse.

Løg, porre og gulerødder svitses på panden - bruger du svampe, svitses de også med her.
Når løg er gyldne, tilsættes den hakkede tofu og steges med i ca. 5 minutter, hvorefter de hakkede tomater tilsættes og sovsen koges i yderligere 2-3 minutter. Smages evt. til med lidt friskkværnet peber...

Serveres med pasta, spaghetti eller ris ;)


Velbekomme!

Hakket Tofu

Denne grundopskrift er super lækker at kunne og kan bruges på alle mulige måder ;)

Brug Hakket Tofu som fyld i tacos, pitabrød, wraps eller som delelement i en hurtig pastaret. Grundopskriften er også basis for e række andre retter her på siden.


Du skal bruge:  ~ Nok til 2-3 personer.
200g Tofu (jeg bruger aldi's)
1 Løg
2spsk Chiliolie (fra oliemarinerede hvidløg)
1-2spsk Soyasovs*
1spsk Kød-Grill krydderi (knorr)
evt. 1dl marinerede hvidløg
evt. Peber

*Brug Tamari for Glutenfri version.


Start med at smuldre tofu i en skål og tilføj chiliolie, soyasovs og kød-grill krydderiet. Rør godt rundt og lad tofuen trække imens du snitter løget i fine tern.

Svits løget på panden - bruger du marinerede hvidløg, svitses de også med her.
Når løg er gyldne, tilsættes den hakkede tofu, som skal steges i 5-7 minutter.

Smages evt. til med lidt friskkværnet peber...


Velbekomme!